Den højeste straf eller den største forbrydelse.
(Fra TAKE der udgives af Danske Filminstruktører)

Avisartikel af Asger Thor

På et branchetræf for kort og dokumentarfilm i Ebeltoft blev der vist en film af Tómas Gíslason; "Den højeste straf". En utroligt flot og rørende dokumentar. Dog lang og kompliceret men uden tvivl filmkunst på det højeste plan. Jeg kunne ikke lade være med at rives med og jeg begyndte at tænke på den grusomme forbrydelse Stalin har gjort mod sine medmennesker.

Stakkels Arne Munk Pedersen, en trofast kommunist fra Danmark opholder sig i Rusland, men bliver pludselig arresteret, uden begrundelse. Han kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig hvad det er han har gjort. Men forhørslederen har det nedskrevet foran sig, hvad det er han skal dømmes for. Til slut indrømmer Arne at han har nok sagt til en ven, at gaderne var lidt renere i Danmark. Og det er nok til at han dømmes for antikommunisme. Men det er ikke bare Arne, det samme gælder for tusinder og eventuelt millioner andre.

Kommunismen er faldet men af filmen fremgår det tidligt at det har ikke ændret sig en pind. Alle vegne er der vagter og filmholdet måtte ikke komme ind i de arkivbygninger de skulle og de måtte ikke læse alle dokumenter og de måtte ikke se alle de små celler hvor Arne havde været indespærret. De måtte ikke engang filme frit Arnes personlige breve.

Hitler dræbte 4 millioner jøder. Mao befriede en fattig nation, dog dræbte han 12 millioner mennesker. Men Stalin, den russiske diktator er troet at have dræbt 40 millioner uskyldige mennesker.

Da jeg sidder der i biografen, med alle disse tanker var det som om jeg fik lov til at se det hele i et større sammenhæng i et kort øjeblik. Det gik op for mig hvorfor Gud sender sin egen søn ned til den lille blå planet. Jo det var et forsøg på at standse udviklingen, i et håb om at kunne forhindre menneskerne i at udrydder sig selv med sin egen ondskab. Eventuelt har det haft en effekt, men der skal mere til.

Lenin skabte en ide om et nyt samfund, visionen var at skabe bedre vilkår for alle. Men da han blev gammel og syg sagde han klart og tidligt at Stalin ikke skulle blive hans efterfølgende magthaver. Men Stalin var allerede i gang. Ved Lenins død, har Stalin sikret sig magten og forvandler Lenins ideer over til sit eget diktatur. I socialismens navn, og i socialismens skjul, kan han gøre hvad som helst. Alvorligere misbrug af en magtposition kan ikke tænkes. Han blev hysterisk bange for alle med kreative ideer, intelligens eller selvstændighed. De skulle bare dræbes, i socialismens navn, de var forrædere. Alt selvstændig initiativ blev kvalt.

I dag har menneskerne produceret atomvåben i en så stor mængde at livet på jorden kan udryddes flere gange. Et sært liv hvor man har konstateret via genforskning at der findes kun 7 stamfædre til menneskerne. Og vi ved ikke om der findes liv andre steder. Hvad er ideen?

Man ved om 3 atomubåde der ligger på havbunden og der er konstateret at en har missil med atomsprænghoved ombord. Amerikanerne prøvede at fiske den op, ikke for at rede havet, nej for at studere russiske militære hemmeligheder. Operationen mislykkedes og atombomben sank til bunds i Stillehavet igen. Det gamle skrot ruster langsomt men sikker og en dag udslipper radioaktivitet ud i havet. Ingen gør noget. De høje herre bliver ved med sin leg og kalder det fine navne som "Det kolde krig" og jeg ved ikke hvad. Men det er ondskabens leg.

Forureningen er så stor at et alvorligt giftstof har smuttet ind i fødekæden. Foster i moderlivet bliver beskadiget og hvis det er en dreng ødelægger det hans evne til at producere sæd. Sædkvaliteten i Danmark er halveret på 10 års tid. Hvis vi mister evnen til at forplante os, hvad så?

En uge senere var jeg på Odense filmfestival med sponsoreret hotelværelse. Da jag kom der ind, var der en stor dobbeltseng, og jeg troede det var en fejl; jeg havde ikke lyst til at sove sammen med en anden. Men der var også et fjernsyn. På skærmen rullede nyheder om den russiske atomubåd der var sunket med 116 mænd på 100 meters dybde. Et ståluhyre på 13.900 ton og 150 meter langt, der kan medbringe kortdistanceraketter og fra sit skjul i havet udslette flere europæiske storbyer på en gang. Sådan en ubåd koster det samme som en halv Øresundsbro. Alligevel snylter Rusland om penge til sin dårlige nationaløkonomi.
Nu lå monsteret der på bunden som en værdiløs metalklump med en slagside på 60 grader. Den var uden strøm og den eneste kommunikationen var bank i skroget fra de overlevende. Men signalerne blev svagere, som betød iltmangel.
Russerne havde løjet for omverden og sagt at den sank om søndagen, men den havde faktisk sunket et døgn før. Ifølge russerne var der ingen missiler med atomsprænghoveder ombord; men de ville ikke modtage hjælp fra USA eller Norge og pressen fik i hvert fald ikke adgang til området. De havde dykket flere ganger ned med en redningskapsel uden resultat, men var det ikke bare fordi de var i gang med at fjerne noget verden ikke måtte se. Og nu var der gået et helt døgn siden man havde hørt et bank, et svagt bank.

Derefter kom jeg ind på badeværelset. Det var et underligt indpakket badeværelse med hvide fliser på vægge, gulv og loft. Det lignede faktisk badeværelse på en ubåd. Jeg fik kvalme af at være der inde.
Men jeg måtte dog i brusebad og fik straks en klaustrofobisk følelse inde på det klamme badeværelse. Det var som om det hele havde tendens til at gynge. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de 116 mænd indelukket i total mørke i trange korridorer og små rum, inde i stålskroget, hvor havvand trænger ind og ilten svinder. Mændene troede stadigvæk at ordensmagten ville rede dem. Men idioterne med de store hatte sagde at de havde lagt en ledning med ild ned. Det viste sig at være løgn.

"Stå op og gå til nødlugen. I må selv svømme op til overfladen. Det nytter ikke at vente, de komme aldrig," kaldede jeg op i bruseren.
"Vågn op! I må svømme for det, selv. Det er den eneste måden. Gør det nu! For helvede, der er kun 100 meter op. Det er bedre en at dø hjælpeløs. Der kommer ingen hjælp, forstå I ikke det!"

Jeg prøvede at sætte mig i deres spor. Men det var der, det gik galt for mig. Fordi fra nu af følte jeg som om det var mig der var indelukket i en sunket ubåd. En filminstruktør der ville op til overfladen, en håbløs kamp. Det klamme badeværelse, det bedøvende susen i ventilen, gjorde at jeg fik kvalme. Pludselig var afløbet tilstoppet og vandet var begyndte at dæmme op. Det var som om det hele fik en slagside. Jeg blev dårlig. Jeg skulle ud, men gled i vandet og midt i faldet begyndte jeg at brække mig og så kastede jeg op. Gult spy fløj over vasken, kastedes op på spejlet, op på væggene og over det hele. Jeg brækkede mig så voldsomt at jeg havde vanskeligt med at trække vejret mellem anfaldene. Ovenpå var der flere tusind ton af vand der pressede på. Der susede i ørene på mig. Jeg var hjælpeløs; en filminstruktør der ville op til lyset, håbløs ørkenvandring. Det var lige meget hvor højt jeg skreg efter hjælp; ingen ville høre mig. Jeg var en fange og fik en runde af den højeste straf.

Så mange tanker og følelser har den film sat i gang hos mig. Hvad kan filminstruktøren; Tómas Gíslason ønske sig mere. Men for mig handler det om "Den Største Forbrydelse".